Resume: Generalforsamling 2018

(Aalborg) Godt et halvt hundrede medlemmer var mødt op til den ordinære generalforsamling i Idrætsklubben Aalborg Chang i sidste uge.
Der var generelt en positiv stemning i klubhuset, og det skyldes ikke mindst flotte sportslige resultater i seniorfodbolden for herrer og damer. Der ønskes dog et større fremmøde, og bestyrelsen vil arbejde mod at skabe rammerne for dette.
Torben Iversen blev valgt til dirigent, og han gav ordet til formand, Frits Vilger, der aflagde beretningen på vegne af bestyrelsen:
- 2017 var et år over middel i traditionsklubben. Vi må konstatere, at senior-fodbold har klaret sig flot med tre oprykninger. Klubben har otte tilmeldte hold under JBU/DBU, og på dette område er vi den næststørste klub i Jylland/Fyn.
- I børne – og ungdomsfodbold er vi mere udfordret og det til trods for at vores ledere/trænere laver et fornemt stykke arbejde. Vi er især presset af de øvrige klubber i området, ligesom der er et utal af tilbud af andre sportsgrene til børn og de unge mennesker. Det er bestyrelsens tanke, at der i 2018 udarbejdes en særskilt plan for vores målsætning for de yngre årgange. Samtidig arbejdes der seriøst på, at få tilknyttet en permanent børne-koordinator!
- Der er også lavet præcise regler for vores administration af de såkaldte børne-attester. Alle ledere og trænere, lige fra formanden via inspektør og forældre-trænere, skal aflevere en attest. Hvis de ikke sker, så bliver vedkommende udelukket fra klubbens anlæg. Det er et meget aktuelt emne, da der er voksende fokus på pædofili i brede kredse.
- Et andet positivt tiltag har været en husstandsomdeling af en folder til 3.000 beboere på den såkaldte ”Eternitgrund”. Det er håbet, at vi kan hverve nye medlemmer. Det er gennemført med hjælp fra Jutlandia Bank – Søren Nissen – og det er allerede vel modtaget hos flere beboere i området.
- I tirsdags havde vi et informativt møde med Aalborg Universitethospital, DBU, Komiteen for Sundhedsoplysning og Aalborg Kommune, i forbindelse med et nyt tiltag, FC Prostata. Det var yderst positivt, og der var udbredt tilfredshed med forholdene i klubben. Aalborg Changs involvering i dette sociale tiltag giver forhåbentlig en del nye medlemmer!
- Nyt halbyggeri: Der er løbende møder med Fritidsforvaltningen, Aalborg Seniorsport, Skippersammenslutningen og det lokale erindringsværksted, om det kommende halbyggeri i forlængelse af klubhuset på Provstejorden. Aalborg Kommune har udarbejdet nye tegninger, da de tidligere ikke helt levede op til de involveredes behov.
- Den 27. august blev der holdt et træner/leder møde i Chang, hvor der kom mange forslag og positive ideer på bordet, men det skortede lidt på aktiv deltagelse i diverse udvalg.
- Aalborg Chang har alt for få sponsorer og langt færre end de øvrige klubber, som vi sammenligner os med. Der er iværksat et målrettet arbejde på dette område, og vi har ansat, Mikkel Johansen, som allerede er begyndt og vi håber at dette vil give pote i fremtiden. I øvrigt vil jeg gerne appellerer til alle klubbens medlemmer om at være behjælpelig med mulige sponsorer eller anden kontakt til personer, som måske kan lave tiltag, som på sigt kaster noget af sig økonomisk.
- Slutteligt vil jeg takke bestyrelsen, ledere og trænere for et godt stykke arbejde i 2017, og vi håber på et endnu bedre sportsligt år for klubben i 2018 med mange gode resultater – og ikke mindst et socialt sindelag!
Der blev valgt to nye suppleanter, nemlig Morten Borregaard og Rune Vincent, som ønskes velkommen i ledelsen af klubben.
Tennisafdelingens leder, Kurt Gram, omtalte en del aktiviteter i den afsluttede sæson. Han var optimistisk og berettede om tilgang til afdelingen, som er på vej mod knap hundrede medlemmer. Det er håbet, at der i løbet af 2020 vil være 150 aktive tennisspillere på banerne på Provstejorden.
Kasserer, Bjarne Falk Andersen, aflagde regnskab og klubben kommer ud af 2017 med et mindre underskud på 105.000 kr., hvilket ikke er tilfredsstillende.
Der var også et enkelt ændringsforslag i forbindelse med klubbens love § 11, hvor formanden, næstformanden og kassereren, kan råde over klubbens fondsaktiver. Det blev vedtaget med enigt flertal, men skal genfremsættes på en ekstraordinær generalforsamling i foråret.