Aalborg Chang ansætter Christian Winther Borup som ny Klubchef

Det er med stor glæde, at Aalborg Chang kan meddele ansættelsen af Christian Winther Borup pr. 1. september i en nyoprettet stilling som Klubchef. Christian Winther Borup vil få ansvaret for at drive yderligere vækst i klubben både sportsligt og kommercielt. Helt konkret vil han bl.a. få ansvaret for at:
- Sikre medlemsvækst i Aalborg Chang på tværs af Fodbold, Tennis og Motion.
- Udvikle og forankre en styrket sportslig retning for Aalborg Chang.
- Personaleudvikle og for daglig ledelse.
- Styrke den kommercielle udvikling af klubben.
- Igangsætte og udføre nye strategiske målsætninger.
- Være klubbens primære kontaktperson for udvalg, trænere og frivillige.
Christian Winther Borup er 41 år gammel og flytter ved udgangen af august tilbage til Aalborg efter en årrække på Sjælland, hvor han har været leder af FC Nordsjællands klubsamarbejde. Før dette har Christian bl.a. været ansat som børneudvikler i Viborg FF og fodboldkonsulent i DGI Nordjylland, ligesom han har drevet fodboldvirksomheden Gold Age. Christian er indehaver af både C-licens og UEFA A-licens og har mere end 25 års trænererfaring fra klubber som Hirtshals Boldklub, Fortuna, Hjørring IF og AaB. Gennem de seneste år har Christian også været underviser på DBUs Træneruddannelse.
Christian udtaler selv om sin nye rolle: "Jeg er utrolig glad for, at Aalborg Chang har peget på mig til den nyoprettede rolle som Klubchef. Aalborg Chang har været i en rigtig flot udvikling de seneste år, hvor der skal lyde en stor cadeau til Julie, Tromme og bestyrelsen, og jeg glæder mig til at bidrage til den fortsatte udvikling."
Formand for Aalborg Chang, Morten Borregaard, udtaler om ansættelsen: "Vi er stolte af at kunne tiltrække en profil som Christian Winther Borup til klubben og glæder os meget til at få ham med om bord. Vi tror, at Christian er den rette til at hjælpe os med at indfri det potentiale, Aalborg Chang besidder. Med ansættelsen ønsker vi bl.a. at sætte yderligere skub i udviklingen af børne- og ungdomsfodbolden og ser frem til at samarbejde med Christian om at realisere de ambitiøse mål, vi har sat for Aalborg Chang."
Ændring i klubbens organisering
Efter forenings- og udviklingskoordinator Julie Malene Høj i juni opsagde hendes stilling har bestyrelsen nøje overvejet, hvordan den fremtidige organisering af Aalborg Chang skulle se ud, og er kommet frem til flere fordele ved at have en Klubchef fremfor den hidtidige koordinatorfunktion. Bestyrelsen har behov for en stærk facilitator til at varetage den daglige drift og ledelse af vores inspektør og mange frivillige. Vi tror på, at det giver en tydeligere fordeling af ansvar og opgaver blandt ansatte, bestyrelse og frivillige.
For yderligere information kan der rettes henvendelse til Aalborg Changs formand, Morten Borregaard, på mbp@aalborgchang.dk eller tlf. 2945 0546.