Menu

Ove Hust! ….Ove Hust! …. Ove Hust!

image
03. juli 2024 kl. 11:35

”Sådan brølede en hel generation af tilskuere i kor på adskillige danske fodboldstadioner i 1970´erne, 80’erne og 90´erne.”
(Citat fra Nordjyske i 2016.)

Ove Hust er gået bort, og Chang har mistet et højt værdsat og respekteret medlem.

Ove Hust blev indmeldt i Aalborg Chang i 1949, samtidig med han startede i skolen.
Oves karriere sluttede brat, da han som 18- årig brækkede benet i en kamp mod arvefjenden, Aalborg Freja, som han senere blev medlem af, på grund af Aalborg Frejs gule ærter-arrangement.

De gentagne skader inspirerede ham til at deltage i trænerkurser og tage dommereksamen, så han stadig
kunne holde fat i fodboldspillet uden at risikere livsfarlige tacklinger.

Ove var en særdeles vellidt ungdomstræner. Der fortælles fra flere sider, hvordan han altid var velforberedt og hvor meget han har betydet for flere af disse tidligere junior spillere i Aalborg Chang.

Ove var i mange år primus motor for Aalborg Changs gule ærter arrangement. Ove havde et kæmpe netværk og han skaffede mange fodboldkoryfæer, som aftenens hovedtaler, blandt andet Sepp Piontek og Richard Møller Nielsen.

Ove var involveret i flere ting i Aalborg Chang, blandt andet Klubbladet og i 40 år en værdsat dirigent til Aalborg Changs og Chang Venners generalforsamlinger.

Ove var rundhåndet – til glæde for mange ungdomsspillere, og Chang i det hele taget har vi i mange år nydt glæde af, at Ove kom forbi med en kasse frugter – uden beregning.

Ove var, som den eneste, medlem i over 60 år af Aalborg Dommerklub, hvor han var højt respekteret, som både dommer og bedømmer.

I de senere år, var Ove Hust en trofast tilskuer til Changs jyllandsserie holds hjemmekampe. Det var altid en fornøjelse at møde ham på grund af hans gode humør og spidse bemærkninger.

Ære være hans minde.

På vegne af Aalborg Chang og Changs Venner

Erik ”Rikke” Jensen
Per Toftegaard
Gert Jensen

Luk