IN MEMORIAM: Leif Mogensen

Leif sov stille ind d. 11/12 2024, 88 år gammel.
Hele sit liv – næsten – har Leif haft Aalborg Chang i sit hjerte. Han startede som dreng i Lindholm idrætsforening, men havde ambitioner med sit fodboldspil og ville gerne spille divisionsfodbold.
Som 16 årig var han blevet opfordret til at flytte klub til Aalborg Chang, og på cykel kørte han fra hjemmet på Skolevej i Lindholm, og ud på Provstejorden i Aalborg. Her blev Leif velmodtaget af ”Kridt Karl”, som straks sendt ham videre til træner Johnny Roberts. Samme tirsdag, som Leif kom til Chang, fik han besked på, at han skulle spille kamp på 1.ynglinge i Skagen, den først kommende søndag.
Leif viste sig hurtigt som en dygtig halfback (datidens midtbanespiller) og spillede 130 kampe på Changs førstehold, og var med på holdkortet til landspokalfinalen i 1955.
Leif var medlem af Aalborg Chang i 72 år og spillede i en tid, hvor der nemt kunne være mere end 10.000 tilskuere når Chang mødte AaB på Aalborg stadion i 3. division.
Som den venlige og sympatiske person, Leif var, skabte han stærke og varige venskaber – bl.a. med Caspar Steffensen, som Leif spillede mange kampe samme med. Caspar udtaler, at afsked altid er svær, specielt når det drejer sig om et menneske, man har mange gode minder om og fra.
Leif var klubmand, så det ville noget, og havde - som før nævnt – Chang i sit hjerte hele livet. Han fortsatte efter sin aktive karriere i klubbens ledelse, og kom ofte på klubbens anlæg for at se førsteholdet spille – og få en sludder med gamle venner. Æret være Leifs minde. |
![]() |