Serie 2 - Sejr i Brønderslev IF
Stærkt comeback efter det ene point i første spillerunde!
Efter sidste uges pointdeling mod Vodskov, hvor Vodskov stjæler en uafgjort sammen med dommeren i det 94. minut, skulle Changs serie 2 hold i ilden igen. Denne gang gik turen til Brønderslev, hvor Chang skulle møde et hold, der havde fået ørene i maskinen af Nubi i første runde. Truppen så skarp ud som altid, men spillet i første halvleg flød ikke, hvilket vi nok vil give banen og den stride modvind skylden for.
Kampen var rimelig chancefattig indtil midtvejs i første halvleg, hvor Brønderslev får et hjørnespark. Bolden bliver headet lidt udenfor feltet, hvor en Brønderslevspiller får kuglen sparket ind bagved en chanceløs Kasper Pejtersen. Holdet får samlet sig op igen, og kort tid efter udligner Nichlas Møller. Møller får vendt på en forsvarsspiller som først ser ham igen efter han har banket den fladt i det lange hjørne og er i gang med sin jubelscene.
Efter udligningen sidder Chang på resten af halvlegen, og får også underkendt en scoring af Casper Schou, efter linjedommeren fejlagtigt havde dømt en offside på Frezz ude på venstreflanke. Kort før pausen får Frezz slået en sukkerbold til Schou igen, men alene med målmanden og en knoldet bane, sendte han en afslutning afsted med anklen, og bolden sidder vel stadig fast i træerne bagved Brønderslevs bane 1.
I pausen får Chang styr på taktikken og holdet dominerer hele anden halvleg. Efter små 50 minutter sender Schou et frispark i feltet som Esge Svarrer snitter ind, men endnu en gang bliver målet underkendt af en offside kendelse, som ingen på Kop og Kande arenaen kunne se, udover linjedommeren. Chang pressede på for at få sejrsmålet men chancer blev aldrig helt store. Efter 75 minutter får Chang et hjørnespark, hvor det kun var dommeren og linjedommeren, der kunne se at de zebrastribede skulle have den bold. Zebraerne var dog tydeligvis ligeglad og på en dårlig clearing kom Rasmus Bach løbende og kanonerede den ind bagved Brønderslev keeperen til en Chang føring. Efter et dunnerhug af en anden verden som dette, burde dommeren måske have tjekket om målnettet var i orden.
I jubelrusen får en Brønderslev spiller et gult kort for nogle ikke så pæne gloser, og de fik dermed aldrig lagt et ordentligt pres, på et meget velorganiseret Chang hold. Kampen endte 2-1 og Chang kunne endelig komme med sejrsbrølet efter de blev snydt for det sidste weekend. Efter kampen blev Nichlas Møller udnævnt som kampens spiller og han kunne fortjent liste ind i cafeteriet og hente en kasse øl til holdet.