Kender du til den følelse, at blive fyldt med en indre varme … så meget, at varmen breder sig til et smil på sine læber og ens gang bliver en hel del lettere…
Sådan har jeg det, når jeg hen over efterårs og vintermånederne kommer på Provstejorden tirsdag og fredag morgen kl 9.00.
|
Her har I gamle Chang-drenge givet muligheden for, at vi der deler glæden ved vores fælles passion - at spille fodbold kan og må komme og spille med. Dette uselviske initiativ og handling vidner om overskud, rummelighed og hjerterum. For en ting er jo - på det tænkte og idémæssige plan, at man i sin velfungerende fodboldgruppe beslutter sig for at “åbne op” for, at “udefrakommende” får muligheden for at komme og spille med - hele to gange om ugen, …. men hvordan vil det fungere i praksis. Og hvad vil det kunne komme til at betyde for “det vi har!?” Vores dejlige kammeratskab. Vores fælles uskrevne værdier og samvær … Det indebærer indiskutabelt også en risiko for, at et velfungerende fællesskab kan blive “såret” - eller i værste fald - ødelagt i sådan et omfang, at gamle og livslange klub- og fodboldkammerater vil stoppe fordi glæden og fællesskabsfølelsen ikke længere er den samme. For én ting er jo det, at man kan komme ud at spille fodbold, fordi man elsker at spille fodbold. Men en helt anden ting er jo, som vi alle ved, nemlig at fællesskabet giver os mennesker noget helt uvurderligt, nemlig følelsen af af være - et menneske. At være noget! Vi mennesker er jo sociale væsner. Vi er “flokdyr!” Overfor fællesskabet - står - ja nærmest den truende … ENSOMHED. Det er en almen menneskelig omstændighed, at vi jo allesammen på et eller andet tidspunkt i vores levet liv, har oplevet og kender til den følelse af - i et kortere eller længe tidsrum “at stå udenfor” gruppen og fællesskabet. Det er ikke spor sjovt. Det gør ondt! |
 |
|
Derfor vil jeg - meget gerne - med dette lille skriv give min anerkendelse og tak til I Chang-gutter, fordi I er modige, I har rummelighed og I viser åben- og imødekommenhed for os “tilløbere” og “udefrakommende.” Meeen, med den tillid I viser mig (os), da ligger der jo implicit en forventning om, at jeg (vi), der får “åbnet døren” ind til jeres fællesskab, at jeg (vi) møder den med en gensidighed af respekt. Jeg føler mig meget privilegeret, at I gode Chang-drenge har lukket mig ind i jeres fællesskab. Mange tak for det. Det at blive "lukket ind" i et fællesskab der strukket sig over mange årtier, skal man jo ikke tage for givet og som en selvfølge - det er jeg mig meget bevidst om. Jeg håber, at jeg via min opførsel udviser en respekt for jeres fællesskab og kultur.
Fodboldkammeraten, Poul Møller |
 |