Aalborg Chang sikrer finansiering til Provstejorden Idrætspark

Aalborg Chang sikrer finansiering til Provstejorden Idrætspark
Aalborg Chang sikrer finansiering til Provstejorden Idrætspark
Aalborg Chang er glade for at kunne meddele, at finansieringen til etableringen af ’Provstejorden Idrætspark’ nu er på plads. Projektet, med et samlet budget på 4,5 mio. kr., er blevet muliggjort takket være generøs støtte fra fonde og samarbejdspartnere.
Visionen bag Provstejorden Idrætspark
Projektet har til formål at forvandle Aalborg Changs idrætsanlæg til et lokalt samlingspunkt for bevægelse og socialt samvær på tværs af generationer. Idrætsparken vil inkludere en multibane, padelbaner, træningsområder samt opholds- og legeområder.
Foreningen lægger stor vægt på at skabe et bæredygtigt anlæg, der bygger på stedets unikke potentialer. Projektet er opdelt i tre faser:
- Etablering af en Trappehave
Trappehaven bliver en smuk og funktionel overgang mellem klubhuset og baneanlægget, der samtidig styrker samhørigheden mellem aktive og tilskuere. Den vil byde på unikke elementer som en skrænthave med hjemmehørende planter, der tiltrækker insekter og skaber liv.
Tilgængelighed er et centralt fokus, hvor terrænet ved klubhuset hæves for at sikre niveaufri adgang. En rampe gør det nemt for gangbesværede og barnevogne at bevæge sig mellem klubhuset og banerne. En aktivitetstrappe vil fungere som en naturlig tribune med siddepladser, omgivet af beplantede bede.
Området bindes sammen af flisebelægning og suppleres med et nyt cykelparkeringsområde, hvilket gør trappehaven til et centralt og bæredygtigt samlingspunkt for aktivitet og afslapning.
- Padelanlæg
To nye padelbaner vil blive etableret i forlængelse af tennisanlægget. Banerne vil blive indhegnet og forbundet med den eksisterende pavillon, hvilket skaber et sammenhængende og intimt miljø for tennis- og padelspillere. Padelbanerne er uden overdækning, men vil være af høj kvalitet og designet til at understøtte en bred anvendelse, lige fra motionister til konkurrencespillere. - Ny multibane og aktivitetsområde
En ny multibane vil erstatte den gamle bane, som har tjent lokalområdet i 15 år. Den nye bane vil blive udstyret med et bæredygtigt kunstgræstæppe og miljøvenligt infill-materiale. Multibanen designes til at være åben for offentlig brug uden for planlagte træningspas. Som en del af denne fase vil aktivitetsområdet blive integreret med Trappehaven og indrettes med faciliteter til leg, ophold og alternative bevægelsesformer. Dette sikrer et alsidigt tilbud til både medlemmer og lokalbefolkningen.
Baneanlægget foran klubhuset vil fremover være dedikeret til de yngste medlemmer og indrettes med 3-, 5- og 8-mandsbaner. Vi tror på at placeringen tæt på klubhuset giver et større nærhed for de små, og at placeringen fremmer interaktionen mellem forældre, trænere og medlemmer, hvilket styrker sammenholdet i klubben.
Planen er at byggeriet påbegyndes til foråret og står færdig senest til august.
Vi ser frem til at gøre ’Provstejorden Idrætspark’ til et lokalt samlingspunkt. For yderligere information kontakt Aalborg Changs formand, Morten Borregaard, på formand@aalborgchang.dk.