Aalborg Chang får støtte til etablering af Provstejorden Idrætspark

Aalborg Chang i Aalborg har modtaget 180.000 kr. i støtte fra DIF og DGI's foreningspulje. Denne bevilling er øremærket til renoveringen af klubbens multibane, som er en del af det større multipark-projekt i Provstejorden Idrætspark. Multiparken inkluderer etableringen af to nye padelbaner i forlængelse af tennisanlægget samt en gennemgribende renovering af den eksisterende multibane.
Formanden for Aalborg Chang, Morten Borregaard, udtaler: "Vi er utroligt taknemmelige for støtten fra DIF og DGI, som bringer os et skridt tættere på at realisere vores visioner for klubbens anlæg. Med finansieringen af padelbanerne på plads, mangler vi nu blot ca. 250.000 kr. for at kunne færdiggøre renoveringen af multibanen. Dette projekt vil skabe moderne og attraktive faciliteter, som vi glæder os til at tilbyde både nuværende medlemmer og nye besøgende fra lokalområdet."
Det øvrige arbejde med at realisere Provstejorden Idrætspark forløber planmæssigt. Aktuelt arbejder vi sammen med landskabsarkitekterne BY+LAND omkring Trappehaven, og vi forventer snart at kunne præsentere det endelige projekt for medlemmer og interesserede. Sideløbende arbejder vi på at finde de resterende midler, der beløber sig i ca. 500.000 kr. Vi er bl.a. i dialog med Aalborg Kommune om støtte ligesom vi har en række ansøgninger ude til hos forskellige fonde, så vi er fortrøstningsfulde ift. at det fulde projekt lykkes.
Om DIF og DGI's foreningspulje:
Aalborg Chang har modtaget bevillingen på 180.000 kr. fra DIF og DGI's foreningspulje, der årligt uddeler ca. 44 mio. kr. til projekter i idrætsforeninger. DIF og DGI's foreningspulje kan støtte lokale projekter i idrætsforeninger, f.eks. til medlemsrekruttering, udvikling af nye aktiviteter eller løft af trænerkompetencer. Puljen kan søges om op til 300.000 kr., men langt størstedelen af puljens bevillinger ligger mellem 10.000 og 30.000 kr. Puljens midler kommer fra de såkaldte ’Spillehalsmidler’, som Venstre, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre og SF har afsat til lokalforeningspuljer til støtte for det frivillige foreningsliv i Danmark.
Kontakt:
Morten Borregaard
mbp@aalborgchang.dk eller tlf. 29450546.
mbp@aalborgchang.dk eller tlf. 29450546.