Forrygende sæsonstart for U12 drenge

U12 drenge, der tæller i alt 29 drenge, sikrede sig i weekenden førstepladsen i A puljen til Nordjyske Bank Cup i Brønderslev.
Vi kunne desværre kun stille med et enkelt hold til stævnet - men de bankede til gengæld samtlige modstandere ud af banen. Efter den indledende runde, hvor Skagen, Støvring, Hjallerup blev besejret med rent bur i Chang's ende, så ventede der en tæt semifinale mod Aabybro, der endte 0-0 men blev afgjort ved straffespark til vores fordel.
I finalen mødte vi Aalborg KFUM og forventede en svær kamp med de bedste odds til KFUM baseret på vores seneste opgør. KFUM bragte sig - som forventet - foran 0-1, men herefter skruede vi op for zebra-kræfterne til stor frustration for KFUM, der måtte se sig passeret to gange i målet. Kampen endte 2-1 til de gæve drenge fra U12, der kunne nyde sejrens sødme på podiet med konfetti, champagne, medaljer og pokal.
Alt i alt en lovende start for sæsonen ...