Chang ansætter Børneudviklingstræner

Det er med stor glæde, at Aalborg Chang kan byde velkommen til Christian Borup, der bliver ansat i en nyoprettet stilling som Børneudviklingstræner pr. 1. august 2020.
Fodboldudvalget i Chang ønsker med ansættelse at styrke klubbens børne- og ungdomsarbejde yderligere, så klubben bliver et endnu bedre sted at spille fodbold. Det er tanken at Christian skal indgå i et samspil med Fodboldudvalget og klubbens Børne- og Ungdomskonsulent, Frederik Psyllos, om den faglige retning, der skal til for at udvikle vores børneårgange både fodboldfagligt og socialt.
Christian bliver tilknyttet et hold for minimum en halv sæson ad gangen og får dermed mulighed for på tætteste hånd, at implementere den faglige retning, der skal til for at sikre den rette aldersrelaterede træning på en given årgang. I første omgang tilknyttes Christian klubbens U10 drengehold (årgang 2010).
Hos DBU er rollen som børneudviklingstræner i øvrigt et krav - god nok som en deltidsstilling - til landets licensklubber for at skabe større sammenhængskraft og udvikling i børnefodbolden, samt sikre tydelige sportslige retningslinjer. I Chang gør vi os ikke på nuværende tidspunkt forventninger om at blive licensklub, men ansættelse skal alligevel ses som svar på den udvikling fodbolden for de yngste bevæger sig i.
Baggrund
Christian Borup er 37 år gammel og fornyeligt flyttet til Aalborg. Christian har mere end 20 års trænererfaring og har tidligere været i Hirtshals Boldklub, Fortuna, Hjørring IF og AaB. Hos sidstnævnte bl.a. som cheftræner på talentskolen. Christian er indehaver af både C-licens og UEFA A-licens.
Til dagligt arbejder Christian som fodboldkonsulent hos Bevæg dig for livet – Fodbold, der er et samarbejde mellem DIF, DGI og DBU. Derudover driver Christian fodboldvirksomheden Gold Age, der tilbyder individuel træning, fodboldcamps og meget andet. I forbindelse med ansættelsen i Chang, er det også aftalt at en række Gold Age aktiviteter afholdes på Changs anlæg. Det drejer sig om Techniq Tour med to en-dags camps i henholdsvis uge 30 og 31, samt en 3-dages fodboldskole i uge 42. I kan læse mere herom på: https://www.goldage.dk/, hvor interesseret spillere også kan tilmelde sig.