”Tigeren” har taget sit sidste spring

Den 20. maj 2024 sov Niels Jørgen Jensen stille ind.
Niels Jørgen blev meldt ind i Aalborg Chang i 1945 og var naturligvis stadig medlem ved sin død.
I alle disse år har Niels Jørgen haft stor betydning for Aalborg Chang og Chang Venner.
Niels var målmand og en god målmand ifølge hans tidligere holdkammerater. Som senior spillede han mange kampe på klubbens 2. og 3. hold. På hans bedste dage lukkede han totalt af i målet, og det var måske i denne periode han fik tilnavnet ”Tigeren”. Niels Jørgen råbte selv: ”Tigeren” har, når han gik ud af målet. Hans tidligere holdkammerater nævner også, at Niels Jørgen var en rigtig god kammerat.
Da han, ”Tigeren”, smed handskerne blev han en særdeles værdsat leder i Aalborg Chang. Niels Jørgen har bestridt mange poster – blandt andet som leder i Sekunda-afdelingen og som bestyrelsesmedlem i Aalborg Chang. Efter denne periode var Niels Jørgen et værdsat medlem af Chang Venner. Niels Jørgen og hans hustru, Bente, deltog i Bankocentret og i Chang Venner var Niels Jørgen en utrolig dygtig og vellidt formand i en del år.
Niels Jørgen var en lun Chang mand, som man lyttede til, når han talte. Altid rar og positiv og når man deltog i arbejdet med ham i Chang og Changs Venner vidste man, at han altid var velforberedt. Niels Jørgen Jensen har efterladt et stort aftryk i Changs og Chang Venners historie.
Vores tanker i denne svære tid går til Niels Jørgens hustru, Bente og deres familie.
Æret være Niels Jørgen Jensens Minde
På vegne af Aalborg Chang og Chang Venner
Gert Jensen
Formand i Chang Venner
Niels Jørgen Jensen bisættes på torsdag kl.13.00 fra Skalborg Kirke - og bagefter vil der være gravøl på Chang anlæg på Provstejorden.