Historie
CHANG VENNER blev stiftet den 15. marts 1960.
Foreningens formål er at støtte AALBORG CHANG for derigennem at styrke klubfølelse og kammeratskab til gavn for klubben.
Kontingentet er 200 kroner, der er et engangsbeløb, og som sikrer livsvarigt medlemskab.
Gennem årene har CHANG VENNER støttet AALBORG CHANG med de midler, der var til rådighed, hvor især ungdomsafdelingen er blevet tilgodeset.
I foreningens første år kom indtægterne fra bankospil, den årlige fugleskydning, afholdelse af Sankt Hans fest og ølsalg ved et af byens pinsemarkeder. Disse arrangementer ophørte efterhånden, og i 1988 startede CHANG VENNER sammen med 5 andre klubber et bankocenter i Aalborg Øst.
Støtteforeningerne i AALBORG CHANG, Vejgård Boldklub, KB 81, LKB Gistrup og Vårst/Fjellerad Boldklub oprettede ”Idrættens Venner”, som i 2013 havde 25 års jubilæum i Bankocentret på Luneborgvej i Aalborg Øst. I dag ejer støtteforeningerne Bankocentret med tilhørende spillehal og cafeteria.
CHANG VENNER´s faste spilleaften er hver søndag året rundt, hvor 11-12 frivillige hjælpere assisterer med alle administrative opgaver i forbindelse med afvikling af spillet. Der kommer 200-350 bankospillere hver aften undtagen lørdag, der er friaften. Vores frivillige hjælpere kan selv vælge mellem 1, 2, 3 eller 4 søndage om måneden. Nogle af hjælperne har også mulighed for selv at deltage i bankospillet.
I starten af 2008 blev der indført rygeforbud i spillehallen, og samtidig er man gået over til kun at spille kontantspil i bankocentret.
Der er altid plads til en ekstra CHANG hjælper i Bankocentret.
Spillehallen lejes også ud til festlige arrangementer, og Aalborg Universitet benytter lokalerne til eksamener. Den 1. lørdag hver måned i vintermånederne afholdes der kræmmermarked.
CHANG VENNER står også for afvikling af den traditionsrige årlige aften i AALBORG CHANG’S klubhus, hvor der serveres gule ærter. Arrangementet foregår hvert år den sidste fredag i oktober, hvor der også kommer en spændende gæstetaler fra fodboldens verden til stor underholdning for selskabet.
CHANG VENNER’S årlige generalforsamling afholdes i AALBORG CHANG’S klubhus den sidste torsdag i februar kl. 18.00 med efterfølgende spisning.
Bestyrelsen
Opdateret den 20 10 15