Menu

AGF og BK Häcken gæstede Provstejorden

image
Niels Torp
04. juli 2016 kl. 15:54

God stemning da AGF og BK Häcken spillede på Provstejorden

(Aalborg) Lørdag eftermiddag var en dejlig dag i traditionsklubben Aalborg Chang, da ungdomstræner, Morten Petersen, havde taget et godt initiativ til et ”mini” trænerseminar, hvor gæstetaler var karismatiske, Glen Riddersholm, der var på anlægget på Provstejorden, da AGF mødte svenske BK Häcken i en træningskamp.

Efter en kort introduktion om kommunikation eller mangel på samme i en ellers velfungerende klub, så tog en af Danmarks mest veluddannede trænere født og opvokset i Vestjylland, over.

Træneren vandt det danske fodboldmesterskab med FC Midtjylland sidste år, men har også haft en glorværdig karriere indenfor DBU med flere ungdomslandshold - og har i begyndelsen af året overtaget styringen af AGFs bedste mandskab.

Med grundlaget i tre vise ord: Kærlighed, krav og konsekvens – holdt Glen Riddersholm et fremragende foredrag, hvor han kom ind på tidens mange ”curling-børn”, der ofte ”kun” får kærlighed fra forældrene, mens de to andre punkter ofte er en mangelvare - og det skinner tydeligt igennem i dagligdagen samt ikke mindst også på fodboldbanen.

- Jeg kan tydeligt se forskellen på de senere år, hvor der i udpræget grad er kvinderne, som har overtaget styringen i en stor del af familierne - og det giver sig også udtryk på boldbanen, pointerer Glen Riddersholm. Vi ser oftere og oftere, at de unge mennesker ”slår” op i banen, og der mangler i udpræget grad både større krav og konsekvenser i deres gøren og laden på fodboldbanen.

Glen Riddersholm har et fornemt CV, og han har ikke mindst været stærkt medvirkende til at videresælge fodboldspillere fra fodboldakademiet i FC Midtjylland til over 200 millioner kroner. Næsten alle har skabt en glorværdig karriere i deres internationale klubber over hele Europa – på nær en enkelt!


AGF træner Glen Riddersholm taler for de fremmødte Chang-trænere.

 

God træningskamp

Det var en udmærket træningskamp på Provstejordens velplejede græstæppe, som Jørn ”Tromme” Christensen havde stor ære for. Begge de gæstende mandskaber roste banen for at være i absolut topklasse.

AGF kom foran med 1-0 efter 25. minutter, da Morten ”Duncan” Rasmussen med fysisk styrke fik spillet bolden hen til Danny Olsen, der efter to forsøg scorede hos de svenske pokalvindere. Kort før pausen udlignede BK Häcken til 1-1, da Nasiru Mohammed skød på mål og bolden ramte Daniel Christensen (søn af Jørn Christensen) på foden og ændrede retning og udligningen var en realitet.

I de sidste 45. minutter skiftede AGF det meste af holdet ud, og det var tydeligt, at svenskerne kom langt mere med i kampen. Kort før slutfløjten havde nyindkøbte, Martin Spelmann, en stor chance, men brændte alene med den svenske målmand.

Begge mandskaber var meget tilfreds med træningskampen, og aarhusianerne gav udtryk for, at det IKKE var sidste gang, at de benyttede faciliteterne på Provstejorden.

- Det var en fornøjelse at se topfodbold på Chang, pointerede formand, Frits Vilger. Det var rart med masser af mennesker på tilskuerpladser, og der var omkring 250-300 mennesker i det gode fodboldvejr.


Jørn ”Tromme” Christensen (til højre) bød sønnen, Daniel Christensen, viceanfører i AGF, velkommende tilbage til Aalborg Chang, hvor han spillede fra fem til ti års alderen. Senere har han huseret i AaB, SønderjyskE og AGF.

 

Flere fotos fra dagen nedenfor

Luk